At savne så inderligt….

Alle mine mere personlige indlæg kommer altid sent om aftenen, når alle i familien sover…

Sidder altid lidt alene og tænker og savner og fundere… Kender I det?

Var nede forbi min svigerfars grav forleden ♥️ Vi havde kun lillebror med denne gang, han stod op af gravstenen og sagde små lyde, og sad lidt og legede med en lille engel jeg engang har købt. “Vi savner dig” står der på den, en lille hilsen fra min mands første barnebarn til hans far, de nåede aldrig at møde hinanden, min mands far døde året inden vi mødte hinanden. Kunne se min mand fik tårer i øjnene, nu med hans andet barnebarn hans far ikke ville komme til at møde ♥️

image4

image3

Mangler så meget en “lege” farfar og morfar til drengene, en der kommer og bygger træhus i haven og tager dem med på fisketur.

Syntes simpelthen at det er så synd for ungerne at det er sådan her de “besøger” deres bedsteforældre! Mest vores store pige på 11 år, for hun er den eneste der kan huske hendes mormor, hun er den eneste af vores tre unger der nåede at kende hendes mormor ♥️

Mangler mormor der laver æbleskiver og kalendergaver i december, mangler hende hver dag💔

image1

image2

 

Hvad gør I andre der har mistet? Er der nogle specielle traditioner?

Hos min svigerfar tager vi en øl med, min mand drikker lidt af den, skåler og hælder resten ud over gravstenen.

Hos min mor tager jeg altid blomster med I skrigende farver som hun elskede, og min far får det samme, da de ligger sammen ❤️

 

Lige lidt tankemylder herfra…

Sov dejligt

 

X Jill

 

 

 

 

At ønske man var adopteret ind i en anden familie…

At være adopteret ind i den helt forkerte familie…

I 1980 bliver en lille pige født i Korea, hendes forældre kan af en eller anden grund ikke beholde den lille pige, og hun bliver derfor efterladt foran døren på et børnehjem i Seoul.
Helt lille spæd, underernæret både ift mad og nærvær OG kærlighed!
Sådan startede mit liv…
Er sikker på at jeg på en eller anden måde, har taget skade af det, dybt dybt inde i min sjæl. Som man læser i alle børnebøger, er de første par måneder så vigtige for den person man bliver, at mærke man høre til nogen, at man er elsket og tryg!

En kold decemberdag, i Københavns Lufthavn, ankommer en lille træt baby på 7 måneder, sammen med andre små adoptivbørn og nogle ansatte fra Danadopt.

Vi levede i en “lykkelig” familie i hele 3 år før mine forældre blev skilt. Min far forlod min mor med hans sekretær.
Jeg blev “fanget” i midten af et skilsmissepar, der på ingen måde kunne enes, en papmor der ikke ville mig og en mor der ikke kunne overskue det hele. Kan ikke huske meget fra dengang, men har efterfølgende fundet ud af en masse ting der foregik. Blandt andet har jeg på et tidspunkt ikke boet hos hverken min mor eller far…
Den 6 oktober 1986 dør min far af hjertestop, på hans fødselsdag.
Jeg er på det tidspunkt 6 år. Husker tydeligt min mor sidde ude i køkkenet og græde, jeg spørger hvad der er galt, hun siger “far er død”… Jeg går ned i gården og cykler…
Først da jeg bliver “voksen” besøger jeg min fars grav, i mange år vidste jeg faktisk ikke hvor han var begravet. Min fars nye kone mente ikke jeg var velkommen og min mor havde ikke kræfterne til at kæmpe imod. Hun fandt aldrig en ny mand efter min far, ødelagt af kærlighed for altid.

Har altid “holdt” lidt for meget fast på mine kærester gennem årerne, også selvom jeg godt vidste flere gange, at de ikke var gode for mig! Igen bange for at miste og ikke kunne forstå hvorfor de ikke ville mig, når jeg ville dem, hvorfor vi ikke kunne være en “lykkelig” familie..

Fra 1986-2015 mister jeg alle tætte i min familie, den sidste jeg mister er min mor, det kan I læse om her: http://shadesofgrey.dk/171-2/

Jeg er sikker på ,at alt hvad jeg har været igennem på en eller anden måde har gjort mig til det menneske jeg er i dag, er nok liiiidt mere ødelagt indeni, end folk der er vokset op i villa/volvo/vovse familien. Er SÅ bange for at miste, hver dag, det sidste kæmper vi faktisk ret meget med herhjemme, er ekstrem overbeskyttende overfor børnene og min mand.
Tænker tit på hvordan mit liv ville være hvis jeg var adopteret ind i en anden familie, ville jeg så stadig have en “mor og “far”… Eller hvis jeg fra start havde nogle forældre der kunne/ville have mig! Nogle mener sikkert bare at jeg skal være taknemmelig for at jeg blev “valgt”,og det ER jeg!

Min største frygt blev til virkelighed, da min datter var halvandet år,  jeg blev ENLIG MOR, det jeg altid har frygtet! At jeg skulle “ende op” som min mor?!

474392_10151632166147485_1073249397_o

I 4 år er jeg alene med min lille datter og kæmper og knokler for at hun skal vokse op, og på ingen måde mærke at hun heller ikke lever i en “lykkelig” familie… Græder hver aften når hun er puttet i seng. Og hver uge når jeg ikke har hende, knokler jeg 70 timer og græder lidt mere…

I dag er jeg lykkeligt gift, med en der forstår mig, det har taget lang tid for ham at komme helt ind! Mit “skjold” gennem mit liv, har været udadtil at virke hård og ikke lade folk komme helt ind på livet af mig, så blev jeg ikke såret.

Min veninde holdt den smukkeste tale til vores bryllup, den startede med at hun fik spillet Mads Langer https://www.youtube.com/watch?v=XnCYP8rGUqY Og talte om at jeg endelig havde givet slip på min frygt og havde lukket min mand ind i mit hjerte!

Mine veninder betyder ALT for mig, de er den familie jeg har mistet og dem jeg bruger når jeg er ked af det og har brug for råd og støtte.

Hvor meget skade tager man egenligt af, ikke at føle kærlighed fra starten?

X Jill

Livet som forældreløs….

img_4787Nuancer af grå….

Navnet på min blog, farverne i mit hjem og sidst men ikke mindst mit liv…

Har faktisk tænkt længe over hvorvidt jeg havde lyst til at dele mit privatliv med mine følgere/læsere (og resten af verden) Og det har jeg ikke haft!
Men måske det kan være en slags terapi at skrive lidt? Har i hvert fald fået grædt, og fået vendt tingene lidt oppe i mit forvirrede sind.
Sad i går og gav lillebror frokost og kom til at tænke over hvad jeg skulle dele med Jer, hvis jeg skulle dele noget af mit privatliv…
Tårerne trillede ned af mine kinder, og der kom flere og flere! Det er første gang efter jeg mistede min mor, at jeg rigtigt kørte hele forløbet igennem mit hoved, FUCK jeg savner hende, hun mangler HVER dag!

Vi blev viet i Vor Frelser Kirke 6. september 2015, et halvt år senere døde min mor…

Min kære lille mor har været syg i mange år, hun har haft en forfærdelig bindevævssygdom der stille og roligt har ædt hende op. Efter et langt forløb, valgte jeg i samarbejde med lægerne, at hun ikke skulle livsforlænges, at der ikke var noget livskvalitet tilbage for hende.
De to store unger havde været ude og sige farvel, hun kunne ikke genkende dem…

Den 25 april 2015 sidder jeg alene på Hvidovre hospital og holder min mor i hånden, hun trækker næsten ikke vejret længere.
De ansatte der har ringet mig derud, kigger bekymret på mig og spørge om der kommer flere??
Nej det gør der ikke, for jeg er den sidste tilbage, alle andre er døde! Og nu skal min lille skøbelige mor dø!
Vinduet står på klem, fuglene kvidrer, jeg lægger mit hoved ved siden af hendes og fortæller hende at hun skal give slip, at hun ikke skal lide mere!! Hun skal vide at jeg er lykkelig og har verdens bedste mand, der vil passe på mig for altid! Mig og ungerne skal nok klare os!
Jeg græder ikke endnu, har ondt i maven og er faktisk lidt skræmt, hun ser allerede død ud og hiver efter vejret, der går ca 10 min, så stopper hun med at trække vejret, hun er død! Jeg er efterladt alene tilbage, forældreløs!

Bryder fuldstændig sammen, trykker panisk på knappen og kigger med våde øjne på sygeplejersken og siger “tror hun er død?”

Ugen efter fylder jeg 35 år

Hun nåede aldrig at møde lillebror, og han vil aldrig have en mormor og morfar

Mine forældre blev skilt i 1983, min far døde i 1986

I dag ligger mine forældre begravet sammen, side om side <3

Jeg er mærket for altid, bliver aldrig helt den samme glade pige som jeg var før…

 

X  Jill