Renovering af badeværelse i kælderen.

Ambivalent forhold til Hvidovre hospital.

Forleden var jeg en tur på Hvidovre hospital, bare for at få taget en almindelig blodprøve.

På vej derud tænkte jeg over de gange jeg har været derude, på godt og på ondt.

Et hospital er noget mærkeligt noget, man kommer derud, glad og forventningsfuld, og i frygt og sorg.

Jeg har både mistet og fået foræret.

Mens jeg sad og ventede på at det var min tur til at få taget blodprøve (med min 80 før mig!) Kom der glade nybagte forældre med deres søde små nyfødte babyer, de skulle nok bare have taget blodprøve/PKU test, jeg husker tydeligt de 3 gange jeg har været derude med mine små nyfødte babyer, så glad og lykkelig, med et lille nyt liv.

Men jeg husker også tydeligt de gange jeg har været derude, fyldt med spekulationer, frygt og sorg.

Sorgen over at have mistet en lille baby, en ønskebaby, der bare ikke skulle være hos os.

Sorgen og frygten da de siger at jeg er igang med at miste min lille baby.

Sorgen over at skulle til samtale om min mor, hvorvidt hun skulle have lov til at blive livsforlænget, eller få fred og dø.

Sorgen over at skulle sige farvel til min mor.

Sorgen over at sidde og holde min mor i hånden, og sige til hende at hun godt måtte give slip.

Sorgen da hun tog sit sidste åndedrag.

 

Hvordan har I andre det med hospitaler?

3 kommentarer

  • Marie

    Jeg hader dem.
    Da jeg var 14 døde min morfar. En klapidiot af en privatpraktiserende øre-/næse-/halslæge tilbød ham en operation der måske ville give ham den luftesans han aldrig har haft. På intet tidspunkt blev der gennemgået risici andet end at måske virker det, måske ikke. Han ender med at bore et instrument fra næsen op og igennem hjerneskallen på min morfar – 3 gange. Et hul på størrelse med en 5krone. Hans personale tilbyder min bekymrede mormor en ostemad mens de stopper tamponere i næsen på min morfar, for at stoppe styrtblødningen og først efter 30 minutter ringer de til en ambulance, der med politiescorte får ham ind på Glostrup hospital, hvor han ligger i koma i en uge, før lægerne siger at der intet er at gøre, og min mormor vælger at slukke hans respirator. Jeg husker så tydeligt at vi mødtes hele familien derinde, at vi gik ind og sagde farvel og aldrig har jeg grædt så meget. Jeg græd indtil min krop var tømt for tårer. 4 år senere blev min far ramt af kræft og var indlagt på riget i næsten 4 måneder. Jeg husker lugten, hvordan min hals snørede sig sammen når vi besøgte ham, mens han lå kemogrå, tynd og afkræftet. Han er heldigvis rask i dag, men de to sygehusbesøg har sat sig i mig. Derfor valgte jeg at jeg ville føde på en fødeklinik og ikke på sygehuset, da jeg ventede min første. Jeg har ingen gode minder og jeg er ikke tryg på sygehuset. Naturligvis endte jeg med igangssættelse, en fastgroet moderkage, en tur på operationsbordet og et kæmpe blodtab efter fødslen. Jeg fik naturligvis et fantastisk barn ud af det, men oplevelsen var langt fra god. Min 2. Kom heldigvis til verden under langt mindre påstår på sygehuset 2 år senere, men jeg er stadig utryg og dårlig når snakken drejer sig om sygehuse og hospitaler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Hvor er det befriende at læse dit indlæg og hvad du har været igennem og dit forhold til hospitaler.

    Især fordi mit kendskab minder meget om!
    Her blev vi startet op på fertilitetsbehandling på Hvidovre. Jeg blev gravid, og nåede at sige det til min mor som var døende af kræft. Håbede dog kun ville kunne holde ud i 9 mdr. Men det var en graviditet udenfor livmoderen og pga behandling af dette, måtte jeg ikke blive gravid i de næste 3 mdr. Min mor blev imellem tiden svagere og svagere og den sidste uge af hendes liv, boede jeg på Hvidovre med hende. Her sad jeg også holdet hende i hånden og hørte hendes sidste udånding (kan stadig genkalde lyden).
    Efter 3-4 mdr. efter hun dødede skulle vi igen starte op i fertilitetsbehandling, jeg græd hele vejen derud. Kunne slet ikke overskue at skulle sætte mine ben, på selv samme hospital. Men jeg blev gravid og skulle også føde på Hvidovre. Det er så ekstremt forskellige oplevelser man får med sig på de hospitaler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Falken

    Boede nærmest på Riget i 3 uger, da min mand lå for døden. Det er nu 6 år siden, og det er stadig svært for mig at køre forbi.
    Jeg har født 3 børn. Var ved, at de under min første fødsel, og var i slægt 6 uger efter fødsel. Plus 11 operationer.
    Har en lidt dobbelt følelse, for plejepersonalet og lægerne har været fantastiske, men jeg vil nu helst undgå, at komme der

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Renovering af badeværelse i kælderen.